Hverdagsvilemmaer

Stjernerne, månen og oldemor i himlen

maj
16

Sommetider synes jeg at det er svært, at vurdere hvornår man skal forklare sit barn, om ting, der ikke er så nemme at forklare. F.eks. døden. Måske det er for tidligt, for Villads er immervæk kun 2 år, men han har spurgt ind til oldemor og derfor tænkte jeg, at vi måtte give det et forsøg, på en børnevenlig måde.

Den 26. august 2015, mistede vi min farmor. Aldrig har jeg oplevet så stor en sorg og så stort et tab, hos alle i familien. Nok elsker vi hinanden i familien, men kærligheden til hende, var helt speciel, hvad enten hun var/er vores kone, mor, farmor, oldemor, svigermor, svigerinde etc. Hun arbejdede i hjemmeplejen, var vellidt blandt alle kolleger og borgere. Hun var et fantastisk menneske, som alle holdt af, uden undtagelse!

Villads og oldemor ❤

Når jeg siger at det var et stort tab for familien, er det ganske vidst korrekt, men det var ikke kun et stort tab for os – det var et stort tab for alle der kendte hende.

Hele hendes forholdsvis korte sygdomsforløb og alt hvad det indebar, var så urimeligt og hårdt. At se et menneske man elsker så højt, forandre sig på den måde, gjorde mig så vred. Jeg var aldrig vred på hende, men på hendes sygdom, læger, at det var hende der skulle rammes og hele verden omkring mig. Jeg ønsker ikke at nogen skulle rammes, sådan skal det ikke forstås, men kender I ikke det, hvor man tænker “hvorfor lige ham/hende?”. Det var ikke til at forstå.
Hun skulle til at nyde livet på efterløn med alle hendes projekter. Sådan blev det bare aldrig, for kort tid efter, satte sygdommen for alvor ind. Det var så uretfærdigt, for hun fortjente om nogen, at nyde livet og gøre som hun ville. Hun har altid tænkt på andre, før sig selv, været der for alle andre, gjort alt for alle andre. Hun har altid været et fantastisk menneske, men et hjerte så stort. Hun fik en sjælden nervesygdom der hedder Lambert–Eaton myasthenic syndrome, bedre kendt som LEMS eller Eaton Lambert. Sådan som jeg forstod det, var LEMS ofte forbundet med kræft, de fandt bare ingen kræft til at starte med. Det var så forvirrende og turbulent det hele. Den ene prøve/scanning viste ét og andre viste noget andet. Vi nåede flere gange at tænke, at det ville gå fremad, for så at blive skuffede igen. Der var hele tiden noget nyt og så var det der ikke alligevel eller også fik lægerne kontrol over det. Det var ulideligt at se hvad det gjorde ved hende og hvordan hun mistede sig selv. Den sidste tid forsvandt hendes sprog, men der var ingen tvivl om, at selvom hun mistede en del af sig selv, så var hendes kærlighed og humor intakt. Jeg husker at vi en dag sad på hospice, hvor jeg havde Villads med. Han var begyndt at være alle vegne og hver gang jeg rendte efter ham, kom der et klukkende og uden tvivl flabet grin fra hende. Det var fantastisk, at hendes flabede væsen var der, lige til det sidste. Jeg elsker hende endnu højere for, at bevare det vi allesammen savnede så meget, for jeg ved at det var hårdt for hende.
Ca. 2, 5 år efter, blevet hun taget fra os, kræften var kommet og vandt til sidst. 64 år gammel, måtte hun forlade os.

Jeg kunne virkelig skrive fra nu af og så de næste mange måneder, om alt det jeg har at fortælle om min farmor – vores liv sammen, sygdommen osv., men jeg er stadig ikke klar i dag. Jeg har stadig ikke helt forstået det, selvom det snart er to år siden.

Villads har som sagt spurgt ind til oldemor, fordi vi taler meget om hende. Når vi øver navne og titler på familien, er hun altid en del af det. Min mormor, altså Villads’ anden oldemor hedder Johanne, men bliver aldrig kaldt andet end Hanne (Gud være med den, der omtaler hende Johanne 😉), men oldemor, som ikke længere er her, hed også Hanne. Derfor har han ofte set undrende på mig, når jeg har fortalt at hun ikke længere er her. Nu er han blevet så stor, at han forstår at der er to oldemødre, med samme navn. Oldemor Hanne og oldemor Hanne i himlen.
Den anden dag sad vi og snakkede om navnene på familien, hvortil han pludselig spørger hvor oldemor er henne. Jeg svarer som så mange andre gange, at hun er i himlen. Denne gang var det dog anderledes, for hans svar var: “Nej mor, stjerner og månen i himlen og Villads’ sol skinner. Ikke se oldemor.” Og han har jo ret. Han kan ikke se hende i himlen og det kan vi andre heller ikke. Jeg prøvede at forklare ham, at oldemor var syg og var nødt til at sove længe og blive lagt ned i jorden. Da jeg sad og sagde det, fik jeg en helt forkert følelse. For det er jo løgn, hun skulle ikke sove længe og hvor lød det frygteligt, når jeg sagde, at fordi hun skulle sove længe, så skulle hun i jorden.
Jeg forklarede ham derfor bagefter, at oldemor er død og at det var lidt ligesom når man sov meget meget længe og aldrig vågnede igen. Jeg fortalte også, at det var fordi oldemor var meget syg og at det var det bedste, fordi hun ikke havde det godt.
Hver gang jeg forklarede ham noget nyt, blev jeg bange for, at han ville misforstå det jeg sagde, fordi han ikke er ældre. Min intention var jo, at fortælle hvorfor hun ikke var her mere og ikke at gøre ham bange for at sove længe, blive syg osv., for det ville da være fedt, hvis han en dag selv sov længe. Måske han er for lille til at forstå det, men når han nu er stor nok til at forstå, at det med himlen ikke er helt rigtigt, så synes jeg det er svært.

Min morfar døde, da jeg var omkring 9 år og der sagde min mor til os, at morfar sad på den klareste stjerne, der var på himlen. Selvom jeg i dag er voksen, er det stadig der han sidder og holder øje med os. Jeg tænkte at det måske var bedre at forklare Villads det på den måde, så det gjorde jeg. Jeg forklarede at efter hun var kommet i jorden, var hun kommet op på stjernen, hvor hun skulle bo, så hun kunne se os altid og vi altid kunne vinke hende. Det virkede til, at den forklaring var god nok til ham.
Jeg synes virkelig det er svært at forklare ham noget, som er så stort og især når han ikke er ældre. Desuden går det direkte ind og rammer mig og mine følelser, som jeg skal kontrollere, for at kunne forklare ham det på en måde, som han måske kan forstå.

I går stod han og kiggede ud af vinduet og pludselig siger han: “Mor, Villads ikke se oldemor, stjernen er væk.” Jeg forklarede at man først kunne se hende om aftenen, når stjernerne var kommet.
I aften håber vi, at stjernerne er klare, selvom der er lyst, så han kan sige godnat til oldemor.

Jeg krydser  øvrigt fingre for, at der går lidt år endnu, før han spørger ind til hvordan babyer kommer ind i maven… For jeg er ikke fan af forklaringen om blomsterne og bierne. Jeg vil gerne lære ham fra start hvad det handler om, men på en børnevenlig måde. Hvordan gør man det? Jeg må begynde at overveje det allerede nu, så jeg er klar…

Ikke-kategoriseret 0 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *