Hverdagsvilemmaer

Stærkt tilbage

nov
18

Okay, måske overskriften ikke er helt rigtig – jeg er tilbage i det omfang jeg kan være det og det er ikke altid stærkt eller så meget som jeg gerne ville, men, dadadadaaaa, her er jeg!

Der er sket så meget I vores liv, de sidste mange måneder. Jeg har været og er nok stadig, et presset menneske, mange dage. Sådan er det nok bare, at komme tilbage til arbejde og hvad der ellers hører til hverdagen,  når man er alene med to små børn.

Vi har det godt – børnene især, de trives, udvikler sig og gør mig stolt hver eneste dag! Emma er fyldt 1 år, Villads er fyldt 3 år og især sidstnævnte kan mærkes. Hooooold nu op! Jeg synes til tider (læs: ofte) at det var slemt med en twonager, men en threenager er jo endnu værre! Han trækker seriøst alle mine tænder ud, langsomt, uden bedøvelse og det værste er, at det virker til, at han synes det er sjovt… Jeg ved godt at det ikke er sådan det er, men det føles altså sådan. Han er så strid og tror at han bestemmer alt, han siger det sågar ofte: “Jeg bestemmer mor, er det forstået?”… ØH NEJ, DET ER DET IKKE, KONG GULEROD! Jeg bestemmer. 
Indrømmet, så har jeg været for god eller dårlig om man vil, til at give efter og ikke aaaaaaltid, overholde de konsekvenser jeg har sat og det bider mig, big time, i røven nu. Det er ændret – jeg sætter konsekvenser, som bliver overholdt og det kan min lille drama queen slet ikke holde ud. Jeg føler mig som den mest lede mor en gang i mellem, selvom jeg ved, at jeg gør både mig selv og børnene en tjeneste, men seriøst, når ens barn siger “så gider jeg aldrig at lege med dig mere”, skal jeg så bare tage det som ingenting? Nej, det er sgu en alvorlig trussel, fra en 3 årig… Så er den helt gal og så skal jeg virkelig overveje min næste handling. Det værste jeg nogensinde har gjort, var at svare “nå…” – jeg siger jer, helvede brød løs, faktisk var det et held, at hele hjemmet ikke brændte ned, så mange flammer stod der ud af mini Hades. “DET ER IKKE SPOR SJOVT, DIN LILLE LORTE UNGE!” Okay, så opstod der et nyt problem eller faktisk to – sådan må han jo ikke tale, så det skulle jeg fortælle ham, men samtidig skulle jeg holde mit grin tilbage. Lille lorte unge? Hvordan skal jeg tage det seriøst?! Det er svært at være mor til et børnehavebarn, der næsten hver dag, kommer hjem og har lært nye knap så pæne ord. Jeg er generelt afslappet hvad angår sprog, vi lever i 2017 og jeg kan ikke ligefrem selv prale af, at have verdens pæneste sprog, meeeeen der er grænser og mine børn skal lære hvad der er ok og hvad der ikke er. Sommetider er grænsen bare svær at sætte, når det er skide sjovt, det der kommer ud af munden på ham. “Ej for fanden, jeg har tisset på dit gulv mor” – for fanden kunne undlades, men hvis jeg selv havde tisset på gulvet, var det nok ca. samme sætning, der var kommet ud af min mund, så hvad skal jeg stille op? Dilemmaer er der nok af og mon ikke, at det nok skal ende med, at jeg har to velopdragede børn, når alt kommer til alt. Det tror jeg nu på.
Det skal dog understreges, at det ikke kun er træls. Han er stadig den dejligste, sjoveste og mest kærlige dreng, der smelter mit hjerte hver eneste gang han siger: “ved du hvad mor? Jeg elsker dig.”. Selv når han siger det for niende gang, på et minut. Han er åndssvagt fantastisk, bare knap så meget, når han tror at han er konge eller når han laver den vildeste scene, i supermarkedet. Sådan er det at have børn, I know, men derfor er det stadig grunden til, at mine svedkirtler bliver sat på overarbejde og at jeg har lyst til at gå fra ham og lade som om, at jeg intet kender til ham.
Én af de ting jeg ikke forstod, før jeg fik børn, var når forældre lod deres børn skrige igennem hele Netto. Det forstår jeg nu. Så jeg har en bøn, hvis du ikke har børn eller hvis du har et barn, der arter sig, når I er ude – lad være at døm os, der ikke har og bær over med os. Jeg gør det for mit barns OG min egen skyld, selvom det er noget så træls for dig at høre på. Det skal du slet ikke være i tvivl om, at jeg ved og ej heller skal du være i tvivl om, at jeg har set dit blik, der indikere, at jeg har et uopdragen barn og at jeg er noget nær den værste forældre i verden. Det er jeg faktisk ikke, selvom du heller ikke skal være i tvivl om, at det er sådan jeg føler det, sommetider. Hvis du håndterer det anderledes, får du en thumbs up, men jeg har erfaret, at der ikke er andet der virker her, så please, bær over med mig og min søn – snart også min datter, mistænker jeg, vi er ikke så irriterende altid.
Nå…

Emma vokser og er blevet et lille menneske, der slet ikke er i tvivl om, hvad hun vil og hvad hun ikke vil! Hun er stædig som et æsel og hendes mellemnavn, Johanne, burde skiftes ud med primadonna. Den lille pige, er så god til at sætte grænser og jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes storebror, er den bedste lærer – eller i hvert fald, den største grund til, at hun markerer så tydeligt, når der skal sættes grænser. Han bliver bare sat på plads, det samme gør jeg ooooog alle andre faktisk. Hun skal nok blive til noget, den lille trold. Hun er sød, kærlig, sjov og udvikler sig i en hastighed, der mest af alt, minder om lysets. Jeg fatter stadig ikke, hvordan hun pludselig er blevet 15 måneder, men det er hun. I dag faktisk.

Jeg selv, ja, jeg kæmper mine kampe. Jeg arbejder, får hverdagen til at fungere, gør hvad jeg kan for at holde hovedet højt. Jeg føler stadig at jeg banker hovedet i mod en mur, når det kommer til samarbejde med ungernes far. Jeg håber hele tiden at det bliver bedre, men der er endnu ikke sket de vilde ændringer. Vi krydser fingre, for jeg er ved at være godt træt, skuffet, indebrændt og ked af det. Jeg har lyst til at give op, men det er svært, når det handler om børnene. Jeg tumler med lidt andre ting, som alligevel er lige personlige nok til, at jeg ønsker at dele det, i hvert fald for nu, men det tager så mange af mine kræfter og mit overskud. Okay okay, jeg ved godt at jeg er den der irriterende type nu, som liiiige skal gøre opmærksom på, at noget ikke er som det skal være, men ikke vil uddybe. Ligesom folk der laver en status på facebook; “OMG!!! Er så fucking sur, hader dig så meget. Har aldrig været så skuffet!!!” eller “Mit liv er lort, har lyst til at skride fra det hele…” og når folk så spørger ind til det, er svaret “Skriv PB…” OMG MIN NYSGERRIGHED HADER DET!… Og alligevel gør jeg faktisk præcis det samme nu. Ups… Undskyld, men jeg er ikke klar og bare lad være at skriv pb. He he he he, jeg er ikke sjov, jeg ved det godt, men jeg grinede lige af mig selv. Det gør jeg en gang i mellem eller måske bare lidt for tit… Jeg stopper mig selv nu.

Det var lige lidt opdatering på, hvordan det går hos os. Jeg håber snart at kunne lave et nyt indlæg og komme ud med nogle af de, lidt for mange tanker, jeg render rundt med.

Ikke-kategoriseret 1 Comment

One Response to Stærkt tilbage

  1. Kære Michelle
    Hvor er dine to guldklumper heldige at have netop dig som mor…. nej, selvfølgelig giver du ikke op, men kæmper videre for at få jeres hverdag til at hænge sammen med eller uden hjælp fra deres fædre. Som du allerede har erfaret, er belønningen dine to små’s kærlighed og fulde tillid til dig – den kan man kun få efter fortjeneste , den vil aldrig kunne købes. Og de elsker dig, selvom du sætter grænser… en dag vil de forstå, at du gjorde det af kærlighed til dem. Nyd dine to små i fulde drag, selvom det til tider er hårdt, for det ved jeg af egen erfaring… knus og tanker ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *