Hverdagsvilemmaer

Når samvær bliver en belastning

maj
05

Jeg har så ofte hørt og hører stadig om samværsager, hvor det er mødre der gør det svært for fædrene, at være samværsforældre. Jeg bliver lige foraget hver gang jeg hører, at en mor (igen) har nægtet at udlevere børnene til far eller når en mor har skabt en afstand mellem far og barn/børn, ved f.eks. at give stor udtryk for egen mening om hvad far er for en. Altså jeg bliver foraget over de sager, hvor der ikke er nogen reel grund til at opføre sig sådan, for jeg er også klar over, at der findes sager, hvor mors handlinger bunder i noget langt større end bitterhed. Jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor en far der ønsker at være der, skal straffes, fordi hans eks synes at han er en idiot. Pris dig dog for fanden lykkelig kvinde! Pris dig lykkelig på dine børns vegne, over at deres far vil dem og ønsker at være en del af deres liv, selvom I ikke er sammen mere. Alt andet er møg egoistisk og skide tarveligt, overfor børnene.
Jeg er helt med på, at man kan synes at ens eks er en nar (altså som i: I HEAR YOU LADIES AND GENTLEMENS!), men det betyder jo ikke, at alle andre skal være af samme mening og slet ikke vores børn. De skal nok blive store nok til at danne deres egen mening en dag. Jeg er også med på, at vi som forældre er nødt til at beskytte vores børn, så godt som vi kan og at det derfor kan betyde, at vi må tage nogle valg, som er svære og vil gå udover børnene. Det er det bedste en gang i mellem, det ved jeg godt. Jeg beder jer bare om, at tænke på, hvem I straffer, når der bliver startet en unødvendig krig…

Som I nok har forstået, ønsker jeg ikke at blive den mor, der fratager far nogen rettigheder, men jeg må også indrømme, at jeg har fået en forståelse for, hvor åndssvagt svært det kan være. Jeg har så tit lyst til at vende tilbage til mine trodsige teenageår og sige “fuck det her, jeg er ligeglad!”, men det kan jeg IKKE. Jeg har to børn at tænke på, som jeg ønsker det bedste for og det er netop grunden til, at jeg kæmper videre og sluger en masse kameler. Hvorfor siger man egentlig det? 
Jeg har aldrig nægtet far at være en del af vores børn, men pt. er jeg så tæt på, ikke at nægte, men at sætte foden godt og grundigt i jorden, trampe og skrige som en anden 2 årig, der ikke får sin vilje. Det handler ikke om, at jeg ikke får min vilje, det er blot for at visualisere, hvor hysterisk jeg er tæt på at blive… Kan I forestille jer det?

Far bor pt. et sted, hvor det ikke er muligt at have børnene, hvorfor jeg har valgt, at samvær kan foregå i mit hjem, så børnene ikke skal sidde med deres far på et bibliotek f.eks. Derfor forlader jeg mit hjem et par gange om ugen, så de får alenetid. Det er ikke altid det fedeste, for selvom jeg har en masse andre steder at tage hen, så ville det være rart, at jeg kunne bruge min alenetid, alene. Altså nu hvor det er sådan omstændighederne er. Overvej lige hvor meget vasketøj jeg kunne ordne på 3,5 time eller hvor langt et bad jeg kunne tage! Livet som mor ☚
Men… Det er fint for mig, indtil videre, så børnene er i trygge rammer, for det betyder virkelig meget for mig!

Det der ikke er fint for mig, er alle de !@#%/$!!!!!!!!! problemer, der konstant skal være omkring samvær. Alt det usikkerhed, alle de tårer, al den skuffelse og den vrede det skaber.
Vi var i amtet i sidste uge, fordi jeg havde/har brug for at have dem med indover, så der kunne blive stykket en anden samværsordning sammen, med faste tidspunkter, så der ikke kunne opstå uoverensstemmelser der.
Jeg vil have et så godt fundament som muligt, hvilket vi ikke har formået at skabe selv og derfor tænkte jeg at en aftale i amtet ville hjælpe, fordi der så var en fagperson med inde over, som evt. ville kunne banke noget fornuft i hovedet, på os begge, hvis vi var helt forkert på den. Jeg gik fra mødet med en virkelig god fornemmelse i maven og var stolt over os som forældre. Det varede ikke engang 24 timer…
Dagen efter udeblev han fra et “ekstra” samvær, som var aftalt indbyrdes, for at der ikke skulle gå for lang tid i mellem samvær. Thank God, for min familie i øvrigt, som altid er der, når VI har brug for dem
I weekenden da han skulle have dem, spurgte han endnu en gang, om jeg kunne komme før samvær sluttede. Og… Så sent som i går, skulle jeg endnu en gang, være usikker på, om han dukkede op til samvær, fordi jeg ikke ville komme før samvær sluttede. Jeg fik besked på, at han bare ikke kom så og så skulle jeg igen sidde med den vrede og skuffelse, på børnenes vegne. Derudover blev der skrevet mange grimme sms’er og han ønskede en ny aftale i amtet. På hvilket grundlag, er jeg stadig uforstående overfor. Er tiden med vores børn ikke dyrebar? Vil man som samværsforældre ikke være så meget sammen med sine børn, som muligt? Eller er det blot mig der ville tænke sådan? Nå, men altså har der været problemer omkring samvær, tre ud af tre gange på en uge. Plus alle de andre gange, før amtet.
Jeg er klar over, at jeg lyder som en snerpet kælling og det er jeg måske egentlig også pt., men helt ærligt, så er jeg af den mening, at det her skal fungere, før vi overhovedet tænker på, at ændre noget som helst.
Det er IKKE fordi, at jeg ikke vil bruge den ekstra tid med mine børn, for jeg tager dem gerne – jeg er deres mor og jeg har et ansvar og en lyst til at være der for dem. Jeg kan ikke tvinge ham til at have det på samme måde, I know, men det er så få gange om ugen at han bruger tid med dem, så hvorfor ønsker han hele tiden mindre tid?

Vores forhold har været turbulent, vi var elendige til at være kærester, men for mig er det “ligegyldigt”, for det har ikke noget med børnene at gøre. Det er ikke deres skyld, at vi er nogle kæmpe fjolser. Vi har en fortid sammen, som børnene også er et resultat af, så lad os nu for fanden gøre hvad der er bedst for dem! Hvorfor er det så svært?

Min intention med det her indlæg er på ingen måde, at fremstille far som en kæmpe idiot, for han er en fantastisk far, der elsker børnene højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, men han handler egoistisk, fordi det stadig handler om andet, end kun børnene, for ham. Jeg hader at jeg sommetider overvejer at blive den mor, som jeg skrev om i starten. Min grænse er bare så meget mere end nået og jeg kan slet ikke bære, at det også går udover børnene, at jeg bliver drevet så langt ud. Det tager alt mit overskud og min energi, at skulle kæmpe en evig og i mine øjne, unødvendig kamp. Meningen er jo, at vi skal være gode og glade forældre hver for sig, som sammen gør hvad der er bedst for vores børn. Jeg ønsker det så inderligt, for alles skyld!!! Hvis det her fortsætter, føler jeg mig nødsaget til at ophøre samvær i mit hjem, for jeg VIL være den mor jeg ved jeg kan være for mine børn, for det fortjener de!

I får kun én side af historien her, det er jeg klar over, men det er nu en gang den bare sandhed, som den ser ud lige nu, fra min synsvinkel.

Jeg håber sådan at det bliver bedre, for ellers ender det sgu med, at jeg bliver en kamel, med kæmpe fyldte pukler og så ønsker jeg held og lykke med at sluge mig…

Nu vil jeg gå ind og kysse mine børn en ekstra gang, for det har jeg brug for.

 

Ikke-kategoriseret 1 Comment

One Response to Når samvær bliver en belastning

  1. Henrik Krag Rasmussen

    Tak Michelle…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *