Hverdagsvilemmaer

Dine, mine og vores, inklusiv en trodsig teenager

maj
03

For at give jer et bedre indblik i, hvad jeg kommer fra, vil jeg fortælle lidt om min opvækst og min familie.

 

Okay, det her bliver måske lidt indviklet, men jeg håber at I kan følge med…

Jeg blev født en eftermiddag i januar 1992, på stiftelsen i Aarhus.
Vi boede i en lejlighed i Tilst, lidt udenfor Aarhus, min mor, far og jeg. Her boede vi sammen til jeg var knap og nap 3 år, hvor mine forældre gik fra hinanden og min far derfor flyttede. Min mor var på daværende tidspunkt gravid med min lillesøster Cecilie.

Da jeg var omkring 4 år, fandt min far sammen med en kvinde, Lotte, som han flyttede sammen med i Tilst, tæt på min mor. Hun havde to børn med sig, Michelle og Nicki. Jeg husker at det var mærkeligt at skulle forholde sig til, at de pludselig var en del af min familie, men jeg var hurtigt tryg ved dem og så var den skid ligesom slået. I øvrigt var det totalt tosset at skulle have en stedsøster, som man skulle dele navn med og vi blev hurtigt til lille Michelle og Store Michelle. Fedt! Lotte har i øvrigt vist sig, at være ret svær at slippe af med igen, da hun stadig er sammen med min far, her 21 år senere, hvilket jeg faktisk slet ikke er træt af, tværtimod.

Min mor fandt en mand, J, som boede i Brædstrup, mellem Horsens og Silkeborg, hvor hun valgte at vi skulle flytte ned, da jeg var 7 år. Vi kom fra en lejlighed, til et gammelt hus, der blev renoveret så vi hver især kunne få et værelse og så var der stor have til. Det var skønne omgivelser at vokse op i.

Da jeg var 9 år, fik min mor og J en søn, min lillebror Alexander og året efter fik min far og stedmor en datter, min lillesøster Sophia.

Cecilie og jeg var hos min far hveranden weekend. Jeg husker at jeg sommetider var sur på min far, fordi han ikke kom på det tidspunkt han havde sagt, men så snart vi var i bilen, var det glemt. Han var god til at lege “jeg tænker på en ting” og en eller anden leg, med dyr vi så på marken… Jeg kan ikke huske hvad den gik ud på, men han var i hvert fald god til at lege det med os, så køreturen gik hurtigere. Derudover sagde han altid: “Ved I hvad piger?” … “Jeg elsker jer.” Selvom det var dejligt at høre det, kan jeg huske at hans manglende opfindsomhed ofte fik os til at svare “jaaaa, du elsker os…” Uanset hvad var vi i hvert fald aldrig i tvivl om, at han elskede os.

Da jeg blev teenager, gik jeg totalt i oprør mod mine forældre. Selvom jeg elskede min familie som den var og aldrig ønskede, at mine forældre var blevet sammen, så manglede jeg pludselig svar og det resulterede i, at jeg var nærmest evigt sur på dem begge. Især min far. Jeg kom ikke hos ham lige så meget som jeg plejede, både fordi jeg var sur på ham, men også fordi, at der pludselig var andre ting der fyldte i weekenderne.
Samtidig med den udvikling, blev der selvfølgelig sat grænser fra alle og det gjorde at jeg blev endnu mere trodsig. Når J satte grænser mm. fik han at vide, at han ikke var min far, min mor var en kælling, Lotte skulle blande sig udenom og min far var en idiot. Altså sådan var det jo nok ikke rigtigt, men sådan var det i min hormonfyldte-teenage-knold.
Jeg gjorde som det passede mig, lyttede ikke til min mor og stak af hjemmefra, fordi hun i hvert fald ikke skulle bestemme over mig. Teenagere ved bedst, det ved alle jo… Nå, det resulterede så i, at jeg røg op til min far og skulle bo der i et stykke tid. På daværende tidspunkt følte jeg, at de gjorde ALT for at ødelægge mit liv. Jeg havde ikke lyst til at bo hos min far eller hos min mor, når hun kunne finde på, at “sende mig væk”. De forstod ingenting og slet ikke mig. Den dag i dag, kan jeg sagtens se det fornuftige i deres valg og helt ærligt, så var det nødvendigt at få mig væk fra det liv jeg var i gang med at skabe. Jeg var så ligeglad med alt, inklusiv mig selv, selvom mine handlinger var egoistiske.

Da jeg var 15 flyttede min mor fra J og da jeg stadig var en træls teenager, valgte hun også, at jeg skulle flytte skole. Egentlig ville jeg gerne selv, men jeg ville ikke på den skole hun synes jeg skulle på, da det var væk fra de mennesker jeg gik med. Men… Hun fik altså det sidste ord og jeg kom på en skole i Silkeborg, hvor vi i øvrigt også flyttede til. Her mødte jeg nogle skønne mennesker, som var anderledes end de mennesker jeg normalt havde brugt tid med. Her fandt jeg også min første rigtige kæreste og oplevede for første gang at blive forelsket.

En uge før jeg blev 18, startede jeg på Egmont højskole, hvor jeg var i et år. Samme år fandt min mor en mand, R. Hun var glad og jeg var glad på hendes vegne, men samtidig havde jeg svært ved at forholde mig til en ny familie, så “sent” i mit liv, især fordi jeg ikke boede hjemme og ikke oplevede dem sammen, på samme måde som mine andre søskende. R havde to drenge med sig, Jens og Mads. Jeg blev dog relativt hurtigt af en anden mening og tog Jens og Mads til mig, som var de mine egne søskende.

Jeg kunne skrive så meget mere, men for ikke at gøre det for langt, stopper jeg her og så kan jeg altid gå i detaljer en anden god gang.

Så… For at opsummere, så har jeg altså 7 søskende! Én helsøskende, to halvsøskende og fire stedsøskende.
Fire på mors side og fire på fars side. Michelle, Nicki, Cecilie, Mads, Alexander, Sophia og Jens. Jeg vil aldrig være foruden en eneste af dem, da jeg ser dem alle som søskende og elsker dem noget så højt.
Derudover har jeg en kæmpe familie, da mine respektive forældre har taget en masse med sig, så jeg kan garantere jer, at familie-tamtam aldrig er kedeligt, på hverken den ene eller den side eller når vi alle er samlet. For dét kan vi også i vores familie – være sammen på kryds og tværs af familierne. Det er jeg evigt taknemmelig for!
Alt i alt, har jeg haft en god og tryg opvækst, med nogle bump på vejen, som jeg lige så meget har skabt for mig selv, såvel som der har været nogle, som ikke har kunne undgås, i vores dine, mine og vores liv.
Selvom jeg selv er delebarn og aldrig ville ønske det anderledes, var det aldrig mit mål, at mine børn også skulle være det, men jeg har også lært, at jeg er nødt til at træffe beslutninger, som måske ikke altid er for mine børns bedste i nuet, men på sigt bliver det. For mig at se, er det bedste for mine børn, at have en glad mor og far, hver for sig, frem for en mor og far, der ikke fungere sammen. Det får I meget mere at vide om, en anden god gang.

I skal selvfølgelig ikke snydes for nogle billeder, så dem kan I se herunder.

 

Ikke-kategoriseret 0 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *