Hverdagsvilemmaer

Stærkt tilbage

nov
18

Okay, måske overskriften ikke er helt rigtig – jeg er tilbage i det omfang jeg kan være det og det er ikke altid stærkt eller så meget som jeg gerne ville, men, dadadadaaaa, her er jeg!

Der er sket så meget I vores liv, de sidste mange måneder. Jeg har været og er nok stadig, et presset menneske, mange dage. Sådan er det nok bare, at komme tilbage til arbejde og hvad der ellers hører til hverdagen,  når man er alene med to små børn.

Vi har det godt – børnene især, de trives, udvikler sig og gør mig stolt hver eneste dag! Emma er fyldt 1 år, Villads er fyldt 3 år og især sidstnævnte kan mærkes. Hooooold nu op! Jeg synes til tider (læs: ofte) at det var slemt med en twonager, men en threenager er jo endnu værre! Han trækker seriøst alle mine tænder ud, langsomt, uden bedøvelse og det værste er, at det virker til, at han synes det er sjovt… Jeg ved godt at det ikke er sådan det er, men det føles altså sådan. Han er så strid og tror at han bestemmer alt, han siger det sågar ofte: “Jeg bestemmer mor, er det forstået?”… ØH NEJ, DET ER DET IKKE, KONG GULEROD! Jeg bestemmer. 
Indrømmet, så har jeg været for god eller dårlig om man vil, til at give efter og ikke aaaaaaltid, overholde de konsekvenser jeg har sat og det bider mig, big time, i røven nu. Det er ændret – jeg sætter konsekvenser, som bliver overholdt og det kan min lille drama queen slet ikke holde ud. Jeg føler mig som den mest lede mor en gang i mellem, selvom jeg ved, at jeg gør både mig selv og børnene en tjeneste, men seriøst, når ens barn siger “så gider jeg aldrig at lege med dig mere”, skal jeg så bare tage det som ingenting? Nej, det er sgu en alvorlig trussel, fra en 3 årig… Så er den helt gal og så skal jeg virkelig overveje min næste handling. Det værste jeg nogensinde har gjort, var at svare “nå…” – jeg siger jer, helvede brød løs, faktisk var det et held, at hele hjemmet ikke brændte ned, så mange flammer stod der ud af mini Hades. “DET ER IKKE SPOR SJOVT, DIN LILLE LORTE UNGE!” Okay, så opstod der et nyt problem eller faktisk to – sådan må han jo ikke tale, så det skulle jeg fortælle ham, men samtidig skulle jeg holde mit grin tilbage. Lille lorte unge? Hvordan skal jeg tage det seriøst?! Det er svært at være mor til et børnehavebarn, der næsten hver dag, kommer hjem og har lært nye knap så pæne ord. Jeg er generelt afslappet hvad angår sprog, vi lever i 2017 og jeg kan ikke ligefrem selv prale af, at have verdens pæneste sprog, meeeeen der er grænser og mine børn skal lære hvad der er ok og hvad der ikke er. Sommetider er grænsen bare svær at sætte, når det er skide sjovt, det der kommer ud af munden på ham. “Ej for fanden, jeg har tisset på dit gulv mor” – for fanden kunne undlades, men hvis jeg selv havde tisset på gulvet, var det nok ca. samme sætning, der var kommet ud af min mund, så hvad skal jeg stille op? Dilemmaer er der nok af og mon ikke, at det nok skal ende med, at jeg har to velopdragede børn, når alt kommer til alt. Det tror jeg nu på.
Det skal dog understreges, at det ikke kun er træls. Han er stadig den dejligste, sjoveste og mest kærlige dreng, der smelter mit hjerte hver eneste gang han siger: “ved du hvad mor? Jeg elsker dig.”. Selv når han siger det for niende gang, på et minut. Han er åndssvagt fantastisk, bare knap så meget, når han tror at han er konge eller når han laver den vildeste scene, i supermarkedet. Sådan er det at have børn, I know, men derfor er det stadig grunden til, at mine svedkirtler bliver sat på overarbejde og at jeg har lyst til at gå fra ham og lade som om, at jeg intet kender til ham.
Én af de ting jeg ikke forstod, før jeg fik børn, var når forældre lod deres børn skrige igennem hele Netto. Det forstår jeg nu. Så jeg har en bøn, hvis du ikke har børn eller hvis du har et barn, der arter sig, når I er ude – lad være at døm os, der ikke har og bær over med os. Jeg gør det for mit barns OG min egen skyld, selvom det er noget så træls for dig at høre på. Det skal du slet ikke være i tvivl om, at jeg ved og ej heller skal du være i tvivl om, at jeg har set dit blik, der indikere, at jeg har et uopdragen barn og at jeg er noget nær den værste forældre i verden. Det er jeg faktisk ikke, selvom du heller ikke skal være i tvivl om, at det er sådan jeg føler det, sommetider. Hvis du håndterer det anderledes, får du en thumbs up, men jeg har erfaret, at der ikke er andet der virker her, så please, bær over med mig og min søn – snart også min datter, mistænker jeg, vi er ikke så irriterende altid.
Nå…

Emma vokser og er blevet et lille menneske, der slet ikke er i tvivl om, hvad hun vil og hvad hun ikke vil! Hun er stædig som et æsel og hendes mellemnavn, Johanne, burde skiftes ud med primadonna. Den lille pige, er så god til at sætte grænser og jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes storebror, er den bedste lærer – eller i hvert fald, den største grund til, at hun markerer så tydeligt, når der skal sættes grænser. Han bliver bare sat på plads, det samme gør jeg ooooog alle andre faktisk. Hun skal nok blive til noget, den lille trold. Hun er sød, kærlig, sjov og udvikler sig i en hastighed, der mest af alt, minder om lysets. Jeg fatter stadig ikke, hvordan hun pludselig er blevet 15 måneder, men det er hun. I dag faktisk.

Jeg selv, ja, jeg kæmper mine kampe. Jeg arbejder, får hverdagen til at fungere, gør hvad jeg kan for at holde hovedet højt. Jeg føler stadig at jeg banker hovedet i mod en mur, når det kommer til samarbejde med ungernes far. Jeg håber hele tiden at det bliver bedre, men der er endnu ikke sket de vilde ændringer. Vi krydser fingre, for jeg er ved at være godt træt, skuffet, indebrændt og ked af det. Jeg har lyst til at give op, men det er svært, når det handler om børnene. Jeg tumler med lidt andre ting, som alligevel er lige personlige nok til, at jeg ønsker at dele det, i hvert fald for nu, men det tager så mange af mine kræfter og mit overskud. Okay okay, jeg ved godt at jeg er den der irriterende type nu, som liiiige skal gøre opmærksom på, at noget ikke er som det skal være, men ikke vil uddybe. Ligesom folk der laver en status på facebook; “OMG!!! Er så fucking sur, hader dig så meget. Har aldrig været så skuffet!!!” eller “Mit liv er lort, har lyst til at skride fra det hele…” og når folk så spørger ind til det, er svaret “Skriv PB…” OMG MIN NYSGERRIGHED HADER DET!… Og alligevel gør jeg faktisk præcis det samme nu. Ups… Undskyld, men jeg er ikke klar og bare lad være at skriv pb. He he he he, jeg er ikke sjov, jeg ved det godt, men jeg grinede lige af mig selv. Det gør jeg en gang i mellem eller måske bare lidt for tit… Jeg stopper mig selv nu.

Det var lige lidt opdatering på, hvordan det går hos os. Jeg håber snart at kunne lave et nyt indlæg og komme ud med nogle af de, lidt for mange tanker, jeg render rundt med.

Ikke kategoriseret 0 Comment

Stjernerne, månen og oldemor i himlen

maj
16

Sommetider synes jeg at det er svært, at vurdere hvornår man skal forklare sit barn, om ting, der ikke er så nemme at forklare. F.eks. døden. Måske det er for tidligt, for Villads er immervæk kun 2 år, men han har spurgt ind til oldemor og derfor tænkte jeg, at vi måtte give det et forsøg, på en børnevenlig måde.

Den 26. august 2015, mistede vi min farmor. Aldrig har jeg oplevet så stor en sorg og så stort et tab, hos alle i familien. Nok elsker vi hinanden i familien, men kærligheden til hende, var helt speciel, hvad enten hun var/er vores kone, mor, farmor, oldemor, svigermor, svigerinde etc. Hun arbejdede i hjemmeplejen, var vellidt blandt alle kolleger og borgere. Hun var et fantastisk menneske, som alle holdt af, uden undtagelse!

Villads og oldemor ❤

Når jeg siger at det var et stort tab for familien, er det ganske vidst korrekt, men det var ikke kun et stort tab for os – det var et stort tab for alle der kendte hende.

Hele hendes forholdsvis korte sygdomsforløb og alt hvad det indebar, var så urimeligt og hårdt. At se et menneske man elsker så højt, forandre sig på den måde, gjorde mig så vred. Jeg var aldrig vred på hende, men på hendes sygdom, læger, at det var hende der skulle rammes og hele verden omkring mig. Jeg ønsker ikke at nogen skulle rammes, sådan skal det ikke forstås, men kender I ikke det, hvor man tænker “hvorfor lige ham/hende?”. Det var ikke til at forstå.
Hun skulle til at nyde livet på efterløn med alle hendes projekter. Sådan blev det bare aldrig, for kort tid efter, satte sygdommen for alvor ind. Det var så uretfærdigt, for hun fortjente om nogen, at nyde livet og gøre som hun ville. Hun har altid tænkt på andre, før sig selv, været der for alle andre, gjort alt for alle andre. Hun har altid været et fantastisk menneske, men et hjerte så stort. Hun fik en sjælden nervesygdom der hedder Lambert–Eaton myasthenic syndrome, bedre kendt som LEMS eller Eaton Lambert. Sådan som jeg forstod det, var LEMS ofte forbundet med kræft, de fandt bare ingen kræft til at starte med. Det var så forvirrende og turbulent det hele. Den ene prøve/scanning viste ét og andre viste noget andet. Vi nåede flere gange at tænke, at det ville gå fremad, for så at blive skuffede igen. Der var hele tiden noget nyt og så var det der ikke alligevel eller også fik lægerne kontrol over det. Det var ulideligt at se hvad det gjorde ved hende og hvordan hun mistede sig selv. Den sidste tid forsvandt hendes sprog, men der var ingen tvivl om, at selvom hun mistede en del af sig selv, så var hendes kærlighed og humor intakt. Jeg husker at vi en dag sad på hospice, hvor jeg havde Villads med. Han var begyndt at være alle vegne og hver gang jeg rendte efter ham, kom der et klukkende og uden tvivl flabet grin fra hende. Det var fantastisk, at hendes flabede væsen var der, lige til det sidste. Jeg elsker hende endnu højere for, at bevare det vi allesammen savnede så meget, for jeg ved at det var hårdt for hende.
Ca. 2, 5 år efter, blevet hun taget fra os, kræften var kommet og vandt til sidst. 64 år gammel, måtte hun forlade os.

Jeg kunne virkelig skrive fra nu af og så de næste mange måneder, om alt det jeg har at fortælle om min farmor – vores liv sammen, sygdommen osv., men jeg er stadig ikke klar i dag. Jeg har stadig ikke helt forstået det, selvom det snart er to år siden.

Villads har som sagt spurgt ind til oldemor, fordi vi taler meget om hende. Når vi øver navne og titler på familien, er hun altid en del af det. Min mormor, altså Villads’ anden oldemor hedder Johanne, men bliver aldrig kaldt andet end Hanne (Gud være med den, der omtaler hende Johanne 😉), men oldemor, som ikke længere er her, hed også Hanne. Derfor har han ofte set undrende på mig, når jeg har fortalt at hun ikke længere er her. Nu er han blevet så stor, at han forstår at der er to oldemødre, med samme navn. Oldemor Hanne og oldemor Hanne i himlen.
Den anden dag sad vi og snakkede om navnene på familien, hvortil han pludselig spørger hvor oldemor er henne. Jeg svarer som så mange andre gange, at hun er i himlen. Denne gang var det dog anderledes, for hans svar var: “Nej mor, stjerner og månen i himlen og Villads’ sol skinner. Ikke se oldemor.” Og han har jo ret. Han kan ikke se hende i himlen og det kan vi andre heller ikke. Jeg prøvede at forklare ham, at oldemor var syg og var nødt til at sove længe og blive lagt ned i jorden. Da jeg sad og sagde det, fik jeg en helt forkert følelse. For det er jo løgn, hun skulle ikke sove længe og hvor lød det frygteligt, når jeg sagde, at fordi hun skulle sove længe, så skulle hun i jorden.
Jeg forklarede ham derfor bagefter, at oldemor er død og at det var lidt ligesom når man sov meget meget længe og aldrig vågnede igen. Jeg fortalte også, at det var fordi oldemor var meget syg og at det var det bedste, fordi hun ikke havde det godt.
Hver gang jeg forklarede ham noget nyt, blev jeg bange for, at han ville misforstå det jeg sagde, fordi han ikke er ældre. Min intention var jo, at fortælle hvorfor hun ikke var her mere og ikke at gøre ham bange for at sove længe, blive syg osv., for det ville da være fedt, hvis han en dag selv sov længe. Måske han er for lille til at forstå det, men når han nu er stor nok til at forstå, at det med himlen ikke er helt rigtigt, så synes jeg det er svært.

Min morfar døde, da jeg var omkring 9 år og der sagde min mor til os, at morfar sad på den klareste stjerne, der var på himlen. Selvom jeg i dag er voksen, er det stadig der han sidder og holder øje med os. Jeg tænkte at det måske var bedre at forklare Villads det på den måde, så det gjorde jeg. Jeg forklarede at efter hun var kommet i jorden, var hun kommet op på stjernen, hvor hun skulle bo, så hun kunne se os altid og vi altid kunne vinke hende. Det virkede til, at den forklaring var god nok til ham.
Jeg synes virkelig det er svært at forklare ham noget, som er så stort og især når han ikke er ældre. Desuden går det direkte ind og rammer mig og mine følelser, som jeg skal kontrollere, for at kunne forklare ham det på en måde, som han måske kan forstå.

I går stod han og kiggede ud af vinduet og pludselig siger han: “Mor, Villads ikke se oldemor, stjernen er væk.” Jeg forklarede at man først kunne se hende om aftenen, når stjernerne var kommet.
I aften håber vi, at stjernerne er klare, selvom der er lyst, så han kan sige godnat til oldemor.

Jeg krydser  øvrigt fingre for, at der går lidt år endnu, før han spørger ind til hvordan babyer kommer ind i maven… For jeg er ikke fan af forklaringen om blomsterne og bierne. Jeg vil gerne lære ham fra start hvad det handler om, men på en børnevenlig måde. Hvordan gør man det? Jeg må begynde at overveje det allerede nu, så jeg er klar…

Ikke kategoriseret 0 Comment

Kære glansbillede, hvem fanden har revet dig i stykker?

maj
10

Inden jeg blev mor for første gang, havde jeg et idyllisk billede af, hvilken mor jeg ville være – en rolig, omsorgsfuld, kærlig, nærværende, forstående, overskuds-mor der ville amme mit barn, i hvert fald 1 år og som ville lave alt mad fra bunden. Jeg skulle selvfølgelig også være den mor, der mødte og anerkendte mit barn, præcis hvor det var. Jeg skulle vokse med opgaven og tackle alle situationer med hovedet koldt og helst aldrig være uden barnet…

Så blev jeg mor og så endda til den nemmeste lille baby. Han sov, spiste, lavede lort og gentog. Ahh han gylpede også i store fede stråler, men ellers var det ca. sådan det foregik. Min veninde sagde altid, at han var kedelig, fordi han hele tiden sov… Og det havde hun faktisk ret i, han var sgu ret kedelig.
Alligevel var der noget der ikke var, som jeg gerne ville have det skulle være. Alle andre mødre lagde billeder op af deres hjemmebag, lækre frokoster, overdådige middage og alle deres aktiviteter med deres baby, mens min fede røv sad godt og grundigt plantet i sofaen med en Faxe kondi ved siden af. Det var hvad jeg levede af. Hvad var der galt med mig? Hvorfor var jeg ikke overskuds agtig, når min baby var så nem? Hvorfor sad jeg bare der og var træt og hvorfor var en tur i netto så uoverskuelig? Jeg havde svært ved at forstå og acceptere, at jeg var sådan, når det var så nemt for alle andre, selvom deres babyer krævede mere end min.

Da Villads blev omkring 6 uger, skete der en ændring. Han skreg pludselig fra ca. 15.30-21.30 HVER DAG. Han blev ammet konstant og sov ikke mere end 20 min. af gangen. Nogle dage faktisk slet ikke mere end 20 min. i alt! Omkring samme tid, begyndte jeg så småt at give ham flaske, fordi jeg ikke havde overskuddet til at kæmpe for min amning. Jeg fik en ubehagelig fornemmelse når jeg ammede. Det gjorde ikke ondt, men jeg havde simpelthen lyst til at fjerne ham fra brystet. Jeg kunne slet ikke have berøringen fra ham og jeg væmmedes hver gang, at han skulle ligges til, hvilket jo var hele tiden… Kender I den ubehagelige fornemmelse, man kan få i kroppen, hvis man f.eks. bliver aet et sted, hvor man ikke bryder sig om det? I al fald, var det sådan jeg fik det. At jeg udelukkende levede af Faxe kondi, var nok heller ikke det bedste for min produktion, men altså, jeg gav op. Jeg magtede det ikke og allerede der, var mit billede af mig som mor, godt og grundigt krakeleret.
Men hey! En god mor sidder jo ikke i brysterne og da slet ikke i mine, så det var måske slet ikke så slemt alligevel. Det var kun slemt når jeg stødte på en inkarneret ammer, som gav mig dårlig samvittighed over det valg jeg havde taget. Jeg var egoistisk og havde givet for nemt op. Sikkert… Men jeg orkede ikke at kæmpe.

Nå, Villads fortsatte altså med at græde, så læge og sundhedsplejerske “diagnosticerede” det som kolik, så nu skulle jeg oven i det hele, forholde mig til kolik og hvordan fanden gør man det, når man ikke en gang helt ved hvad kolik er? Vores liv begyndte at foregå mere og mere bag hjemmets vægge, for nu blev en tur i Netto for alvor uoverskuelig. Han ville ikke ligge i sin barnevogn og når han gjorde, så skreg han. Jeg kunne ikke overskue mere skrigeri, end jeg i forvejen hørte på, både fordi det var hjerteskærende, men også fordi at jeg ikke kunne holde det ud. Udover de 6 timer han skreg,  var han ofte utilfreds eller hvad man skal kalde det, hvilket tog modet helt fra mig, for det eskalerede altid når vi var ude.
Jeg husker hvordan jeg altid talte timer, minutter og nærmest sekunder til klokken blev 15.30, så heeeele dagen op til, gik jeg og var ængstelig. Jeg kunne slet ikke få ro på mine tanker.
Hvad gjorde jeg forkert? Hvordan kunne andre med kolik børn være så rolige, når jeg bare havde lyst til at gå hjemmefra og lade min lille dreng ligge og skrige? Det var forfærdeligt at tænke sådan, om det lille uskyldige menneske, men jeg kunne ikke lade være. Jeg havde brug for ro og luft. Jeg græd hver eneste aften, fordi jeg var så udkørt.
Jeg ringede en dag stortudende til min mor og det eneste jeg nåede at sige var “Mor…”, før hun sagde “Jeg kommer og henter ham skat.” Det var et kæmpe nederlag – for det første fordi jeg følte, at jeg ikke magtede opgaven som mor og for det andet fordi, at jeg skuffede mig selv og mine forventinger. HVORFOR VAR DET SÅ SVÆRT AT VÆRE MOR?!

Efter en måneds tid stoppede det daglige seks-timer-i-helvede-skrigeri og nu havde jeg så bare en dreng der nægtede at sove. Han var så overtræt hele tiden, fordi han ikke overgav sig og det resulterede i en ulykkelig og utilfreds dreng. Jeg var træt, brugt og irriteret. Den mindste lyd fra ham, kunne løbe mig koldt ned af ryggen. Dagene var SÅ lange og jeg havde svært ved at finde glæden i min mor rolle. Jeg kæmpede med alle de negative tanker jeg konstant havde. Jeg blev skør hver eneste gang folk sagde til mig “nyd det! Tiden går så stærkt.” Seriøst, hvad skulle jeg nyde? Min baby var utilfreds, græd og sov aldrig. Det var der sgu ingen nydelse i, for mig. Og NEJ! Tiden gik ikke stærkt. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko og jeg følte mig på ingen måde egnet til at være mor. Det gjorde så ondt på mig, at jeg ikke kunne nyde min søn, at jeg ikke kunne hjælpe ham og at jeg tænkte som jeg gjorde.
Da Villads var 3 mdr overnattede vi nogle dage hos min far og stedmor. Jeg stod på et tidspunkt og vuggede ham i armene, mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Min stedmor bad mig flere gange om at give ham til hende, men jeg følte mig på det tidspunkt, som så dårlig en mor, at jeg ikke ville lade hende få ham. Det var mit ansvar, ikke andres. Nå, men i mens jeg stod der og vuggede og vuggede, satte den lille lort pludselig i et stort grin. Mødre/fædre, I ved hvilket grin jeg mener – deres første rigtige klukkende grin, som går lige i hjertet. Dét grin reddede alt. Så stod jeg der og græd af glæde i stedet, for det var nok til at vende mit humør fuldstændig.

Månederne efter var hårde, for han var stadig meget utilfreds. Samtidig grinte han meget og det kunne vende mit humør hver gang. Jeg blev hele tiden usikker på mig selv og om jeg nu gjorde det godt nok. Hvorfor kravlede mit barn først, lige inden han blev 10 mdr, når andre gik der? Var det min skyld? Havde jeg ikke støttet ham nok i hans udvikling? Sådanne spørgsmål kørte konstant i hovedet på mig og det var så svært at slippe, når jeg ubevidst sammenlignede med andre børn.

Jeg lærte så småt, at acceptere at jeg ikke var den perfekte mor, jeg så gerne ville være og at tingene ikke altid kunne gøres på den måde, jeg gerne ville gøre det på. Jeg gjorde mit bedste, for mig og min søn og mere kunne jeg ikke gøre.

I år bliver han 3 år og har fået en lillesøster. Emma er det nemmeste barn indtil videre, så de bekymringer jeg nu en gang havde om nummer to, er manet fuldstændig til jorden. Hun har gjort det nemt for mig, at være mor til to. Selvfølgelig tager det længere tid at komme ud af døren, der er dobbelt op på lortebleer, perioder hvor deres søvn er ikke eksisterende, dage hvor min tålmodighed bliver sat på gevaldig prøve osv., men det hele går. Det vigtigste er, at de har det godt og ikke altid, at man er nået dertil på den “korrekte” måde.

Jeg er ikke blevet den mor jeg havde forestillet mig – jeg bliver det heller aldrig og det er okay! Det skal jo selvfølgelig ikke lyde som som, at jeg er verdens dårligste mor, for så slemt er det vidst heller ikke. Jeg er bare ikke altid det jeg troede jeg ville blive eller være.
Når jeg tænker over alle de tårnhøje forventninger jeg havde til mig selv i min nye rolle og alle de skuffelser det medførte, så ved jeg, at jeg havde taget munden for fuld. Jeg havde påtaget mig forventninger, som ikke var mine egne, men som var blevet skabt, ud fra alle de perfekte rammer, jeg mødte på de sociale medier. Jeg tænkte ikke over, at det kun var den pæne side der blev vist. Det jeg så, var det jeg troede på.
Sådan ser jeg ikke på det i dag. Selvfølgelig tror jeg på det folk viser på eksempelvis Instagram, til en vis grad. Jeg mener bare, at jeg ikke tror på, at tingene altid er fryd og gammen. Jeg er helt med på, at vi viser det pæne og fortæller om de gode ting vi oplever, fordi det gør os glade. Jeg tror dog også, at vi en gang i mellem gør det, fordi alle andre gør. Hvem gider at se på et hjem der flyder, høre på et evigt brokhovede – generelt følge med i et liv, hvor der kun bliver vist/fortalt om de dårlige sider? Jeg gider ikke, men jeg vil gerne have at vi husker, at de findes, selvom vi ikke altid ser dem. Der findes så mange fine profiler på Instagram, hvor alt er hvidt, lyst og roligt, både med og uden børn. Sådanne billeder ville jeg aldrig kunne vise, for sådan er vores verden ikke og derfor nyder jeg at følge med hos profiler der ser sådan ud. Jeg dømmer ikke, for jeg gør præcis det samme som så mange andre. Jeg viser som regel kun de pæne billeder frem og undlader at smække et billede op af mit barn, som har et 11-tal i fjæset, hvor man samtidig kan se i baggrunden hvordan hjemmet sejler. Jeg er lige så påvirket, skadet om man vil, som så mange andre og det er der vel ikke noget forkert i, så længe vi husker at græsset ikke altid grønnere på den anden side og tingene er ikke altid så perfekte og lyserøde som de ser ud.

Jeg bliver så ked af det, når jeg møder andre, der har det som jeg havde. Mødre der ikke føler sig tilstrækkelige og sammenligner sig selv med andre. Det værste du kan gøre som mor, er at sammenligne dig selv, med andre mødre eller dit barn med andre børn, så meget har jeg da lært. Vi er forskellige individer, det er vi nødt til at huske.
Så for lige at slå det fast:
Det er okay at man ikke magter at bage til madpakkerne eller lave alt grød fra bunden. Det er okay at man har dage, der bare skal overståes. Det er okay at man har brug for tid UDEN børn. Det er okay at man nogle dage er en lortemor og ikke har overskuddet til at være den mor, man ved man kan være. Det er okay at man ikke kan leve op til de forventinger der bliver skabt ude fra. Samtidig er det også helt okay, hvis du aldrig oplever det jeg lige har skrevet. Det er OKAY at være dig med alt hvad det indebærer, for du er den bedste mor for dit barn/dine børn, ligeså vel som jeg er for mine, uanset hvor forskelligt vi gør tingene. Forstå mig ret – der findes lovgivninger, som jeg håber og tror på, at de fleste af os overholder.

Jeg er uden tvivl vokset med opgaven – om ikke andet, så i hvert fald i bredden… Jeg vokser med opgaven næsten hver dag, fordi der hele tiden opstår nye situationer, som jeg ikke har stået i før. Der findes ingen manual eller nogen bestemte retningslinjer for rollen som mor, men der findes gode råd og erfaringer, som vi kan tage til os. Det er ikke et nederlag at bede om dem og heller ikke at bruge dem. At det ville være dejligt nemt, lige at slå op i en facitliste en gang i mellem, er noget andet.
Du gør det godt – selv med rander under øjnene, gylp i håret, snot på tøjet og fedtet hår.
Du gør det også godt, uden ovenstående og kan du lære mig hvordan man gør, så kontakt mig endelig.
Ingen er perfekte, okay måske lige bortset fra Channing Tatum, men ellers… Husk det!

Så kære glansbillede, jeg gider ikke en gang at lime dig sammen, for du er alt for perfekt til mig.

Ikke kategoriseret 0 Comment

Når samvær bliver en belastning

maj
05

Jeg har så ofte hørt og hører stadig om samværsager, hvor det er mødre der gør det svært for fædrene, at være samværsforældre. Jeg bliver lige foraget hver gang jeg hører, at en mor (igen) har nægtet at udlevere børnene til far eller når en mor har skabt en afstand mellem far og barn/børn, ved f.eks. at give stor udtryk for egen mening om hvad far er for en. Altså jeg bliver foraget over de sager, hvor der ikke er nogen reel grund til at opføre sig sådan, for jeg er også klar over, at der findes sager, hvor mors handlinger bunder i noget langt større end bitterhed. Jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor en far der ønsker at være der, skal straffes, fordi hans eks synes at han er en idiot. Pris dig dog for fanden lykkelig kvinde! Pris dig lykkelig på dine børns vegne, over at deres far vil dem og ønsker at være en del af deres liv, selvom I ikke er sammen mere. Alt andet er møg egoistisk og skide tarveligt, overfor børnene.
Jeg er helt med på, at man kan synes at ens eks er en nar (altså som i: I HEAR YOU LADIES AND GENTLEMENS!), men det betyder jo ikke, at alle andre skal være af samme mening og slet ikke vores børn. De skal nok blive store nok til at danne deres egen mening en dag. Jeg er også med på, at vi som forældre er nødt til at beskytte vores børn, så godt som vi kan og at det derfor kan betyde, at vi må tage nogle valg, som er svære og vil gå udover børnene. Det er det bedste en gang i mellem, det ved jeg godt. Jeg beder jer bare om, at tænke på, hvem I straffer, når der bliver startet en unødvendig krig…

Som I nok har forstået, ønsker jeg ikke at blive den mor, der fratager far nogen rettigheder, men jeg må også indrømme, at jeg har fået en forståelse for, hvor åndssvagt svært det kan være. Jeg har så tit lyst til at vende tilbage til mine trodsige teenageår og sige “fuck det her, jeg er ligeglad!”, men det kan jeg IKKE. Jeg har to børn at tænke på, som jeg ønsker det bedste for og det er netop grunden til, at jeg kæmper videre og sluger en masse kameler. Hvorfor siger man egentlig det? 
Jeg har aldrig nægtet far at være en del af vores børn, men pt. er jeg så tæt på, ikke at nægte, men at sætte foden godt og grundigt i jorden, trampe og skrige som en anden 2 årig, der ikke får sin vilje. Det handler ikke om, at jeg ikke får min vilje, det er blot for at visualisere, hvor hysterisk jeg er tæt på at blive… Kan I forestille jer det?

Far bor pt. et sted, hvor det ikke er muligt at have børnene, hvorfor jeg har valgt, at samvær kan foregå i mit hjem, så børnene ikke skal sidde med deres far på et bibliotek f.eks. Derfor forlader jeg mit hjem et par gange om ugen, så de får alenetid. Det er ikke altid det fedeste, for selvom jeg har en masse andre steder at tage hen, så ville det være rart, at jeg kunne bruge min alenetid, alene. Altså nu hvor det er sådan omstændighederne er. Overvej lige hvor meget vasketøj jeg kunne ordne på 3,5 time eller hvor langt et bad jeg kunne tage! Livet som mor ☚
Men… Det er fint for mig, indtil videre, så børnene er i trygge rammer, for det betyder virkelig meget for mig!

Det der ikke er fint for mig, er alle de !@#%/$!!!!!!!!! problemer, der konstant skal være omkring samvær. Alt det usikkerhed, alle de tårer, al den skuffelse og den vrede det skaber.
Vi var i amtet i sidste uge, fordi jeg havde/har brug for at have dem med indover, så der kunne blive stykket en anden samværsordning sammen, med faste tidspunkter, så der ikke kunne opstå uoverensstemmelser der.
Jeg vil have et så godt fundament som muligt, hvilket vi ikke har formået at skabe selv og derfor tænkte jeg at en aftale i amtet ville hjælpe, fordi der så var en fagperson med inde over, som evt. ville kunne banke noget fornuft i hovedet, på os begge, hvis vi var helt forkert på den. Jeg gik fra mødet med en virkelig god fornemmelse i maven og var stolt over os som forældre. Det varede ikke engang 24 timer…
Dagen efter udeblev han fra et “ekstra” samvær, som var aftalt indbyrdes, for at der ikke skulle gå for lang tid i mellem samvær. Thank God, for min familie i øvrigt, som altid er der, når VI har brug for dem
I weekenden da han skulle have dem, spurgte han endnu en gang, om jeg kunne komme før samvær sluttede. Og… Så sent som i går, skulle jeg endnu en gang, være usikker på, om han dukkede op til samvær, fordi jeg ikke ville komme før samvær sluttede. Jeg fik besked på, at han bare ikke kom så og så skulle jeg igen sidde med den vrede og skuffelse, på børnenes vegne. Derudover blev der skrevet mange grimme sms’er og han ønskede en ny aftale i amtet. På hvilket grundlag, er jeg stadig uforstående overfor. Er tiden med vores børn ikke dyrebar? Vil man som samværsforældre ikke være så meget sammen med sine børn, som muligt? Eller er det blot mig der ville tænke sådan? Nå, men altså har der været problemer omkring samvær, tre ud af tre gange på en uge. Plus alle de andre gange, før amtet.
Jeg er klar over, at jeg lyder som en snerpet kælling og det er jeg måske egentlig også pt., men helt ærligt, så er jeg af den mening, at det her skal fungere, før vi overhovedet tænker på, at ændre noget som helst.
Det er IKKE fordi, at jeg ikke vil bruge den ekstra tid med mine børn, for jeg tager dem gerne – jeg er deres mor og jeg har et ansvar og en lyst til at være der for dem. Jeg kan ikke tvinge ham til at have det på samme måde, I know, men det er så få gange om ugen at han bruger tid med dem, så hvorfor ønsker han hele tiden mindre tid?

Vores forhold har været turbulent, vi var elendige til at være kærester, men for mig er det “ligegyldigt”, for det har ikke noget med børnene at gøre. Det er ikke deres skyld, at vi er nogle kæmpe fjolser. Vi har en fortid sammen, som børnene også er et resultat af, så lad os nu for fanden gøre hvad der er bedst for dem! Hvorfor er det så svært?

Min intention med det her indlæg er på ingen måde, at fremstille far som en kæmpe idiot, for han er en fantastisk far, der elsker børnene højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, men han handler egoistisk, fordi det stadig handler om andet, end kun børnene, for ham. Jeg hader at jeg sommetider overvejer at blive den mor, som jeg skrev om i starten. Min grænse er bare så meget mere end nået og jeg kan slet ikke bære, at det også går udover børnene, at jeg bliver drevet så langt ud. Det tager alt mit overskud og min energi, at skulle kæmpe en evig og i mine øjne, unødvendig kamp. Meningen er jo, at vi skal være gode og glade forældre hver for sig, som sammen gør hvad der er bedst for vores børn. Jeg ønsker det så inderligt, for alles skyld!!! Hvis det her fortsætter, føler jeg mig nødsaget til at ophøre samvær i mit hjem, for jeg VIL være den mor jeg ved jeg kan være for mine børn, for det fortjener de!

I får kun én side af historien her, det er jeg klar over, men det er nu en gang den bare sandhed, som den ser ud lige nu, fra min synsvinkel.

Jeg håber sådan at det bliver bedre, for ellers ender det sgu med, at jeg bliver en kamel, med kæmpe fyldte pukler og så ønsker jeg held og lykke med at sluge mig…

Nu vil jeg gå ind og kysse mine børn en ekstra gang, for det har jeg brug for.

 

Ikke kategoriseret 1 Comment

Dine, mine og vores, inklusiv en trodsig teenager

maj
03

For at give jer et bedre indblik i, hvad jeg kommer fra, vil jeg fortælle lidt om min opvækst og min familie.

 

Okay, det her bliver måske lidt indviklet, men jeg håber at I kan følge med…

Jeg blev født en eftermiddag i januar 1992, på stiftelsen i Aarhus.
Vi boede i en lejlighed i Tilst, lidt udenfor Aarhus, min mor, far og jeg. Her boede vi sammen til jeg var knap og nap 3 år, hvor mine forældre gik fra hinanden og min far derfor flyttede. Min mor var på daværende tidspunkt gravid med min lillesøster Cecilie.

Da jeg var omkring 4 år, fandt min far sammen med en kvinde, Lotte, som han flyttede sammen med i Tilst, tæt på min mor. Hun havde to børn med sig, Michelle og Nicki. Jeg husker at det var mærkeligt at skulle forholde sig til, at de pludselig var en del af min familie, men jeg var hurtigt tryg ved dem og så var den skid ligesom slået. I øvrigt var det totalt tosset at skulle have en stedsøster, som man skulle dele navn med og vi blev hurtigt til lille Michelle og Store Michelle. Fedt! Lotte har i øvrigt vist sig, at være ret svær at slippe af med igen, da hun stadig er sammen med min far, her 21 år senere, hvilket jeg faktisk slet ikke er træt af, tværtimod.

Min mor fandt en mand, J, som boede i Brædstrup, mellem Horsens og Silkeborg, hvor hun valgte at vi skulle flytte ned, da jeg var 7 år. Vi kom fra en lejlighed, til et gammelt hus, der blev renoveret så vi hver især kunne få et værelse og så var der stor have til. Det var skønne omgivelser at vokse op i.

Da jeg var 9 år, fik min mor og J en søn, min lillebror Alexander og året efter fik min far og stedmor en datter, min lillesøster Sophia.

Cecilie og jeg var hos min far hveranden weekend. Jeg husker at jeg sommetider var sur på min far, fordi han ikke kom på det tidspunkt han havde sagt, men så snart vi var i bilen, var det glemt. Han var god til at lege “jeg tænker på en ting” og en eller anden leg, med dyr vi så på marken… Jeg kan ikke huske hvad den gik ud på, men han var i hvert fald god til at lege det med os, så køreturen gik hurtigere. Derudover sagde han altid: “Ved I hvad piger?” … “Jeg elsker jer.” Selvom det var dejligt at høre det, kan jeg huske at hans manglende opfindsomhed ofte fik os til at svare “jaaaa, du elsker os…” Uanset hvad var vi i hvert fald aldrig i tvivl om, at han elskede os.

Da jeg blev teenager, gik jeg totalt i oprør mod mine forældre. Selvom jeg elskede min familie som den var og aldrig ønskede, at mine forældre var blevet sammen, så manglede jeg pludselig svar og det resulterede i, at jeg var nærmest evigt sur på dem begge. Især min far. Jeg kom ikke hos ham lige så meget som jeg plejede, både fordi jeg var sur på ham, men også fordi, at der pludselig var andre ting der fyldte i weekenderne.
Samtidig med den udvikling, blev der selvfølgelig sat grænser fra alle og det gjorde at jeg blev endnu mere trodsig. Når J satte grænser mm. fik han at vide, at han ikke var min far, min mor var en kælling, Lotte skulle blande sig udenom og min far var en idiot. Altså sådan var det jo nok ikke rigtigt, men sådan var det i min hormonfyldte-teenage-knold.
Jeg gjorde som det passede mig, lyttede ikke til min mor og stak af hjemmefra, fordi hun i hvert fald ikke skulle bestemme over mig. Teenagere ved bedst, det ved alle jo… Nå, det resulterede så i, at jeg røg op til min far og skulle bo der i et stykke tid. På daværende tidspunkt følte jeg, at de gjorde ALT for at ødelægge mit liv. Jeg havde ikke lyst til at bo hos min far eller hos min mor, når hun kunne finde på, at “sende mig væk”. De forstod ingenting og slet ikke mig. Den dag i dag, kan jeg sagtens se det fornuftige i deres valg og helt ærligt, så var det nødvendigt at få mig væk fra det liv jeg var i gang med at skabe. Jeg var så ligeglad med alt, inklusiv mig selv, selvom mine handlinger var egoistiske.

Da jeg var 15 flyttede min mor fra J og da jeg stadig var en træls teenager, valgte hun også, at jeg skulle flytte skole. Egentlig ville jeg gerne selv, men jeg ville ikke på den skole hun synes jeg skulle på, da det var væk fra de mennesker jeg gik med. Men… Hun fik altså det sidste ord og jeg kom på en skole i Silkeborg, hvor vi i øvrigt også flyttede til. Her mødte jeg nogle skønne mennesker, som var anderledes end de mennesker jeg normalt havde brugt tid med. Her fandt jeg også min første rigtige kæreste og oplevede for første gang at blive forelsket.

En uge før jeg blev 18, startede jeg på Egmont højskole, hvor jeg var i et år. Samme år fandt min mor en mand, R. Hun var glad og jeg var glad på hendes vegne, men samtidig havde jeg svært ved at forholde mig til en ny familie, så “sent” i mit liv, især fordi jeg ikke boede hjemme og ikke oplevede dem sammen, på samme måde som mine andre søskende. R havde to drenge med sig, Jens og Mads. Jeg blev dog relativt hurtigt af en anden mening og tog Jens og Mads til mig, som var de mine egne søskende.

Jeg kunne skrive så meget mere, men for ikke at gøre det for langt, stopper jeg her og så kan jeg altid gå i detaljer en anden god gang.

Så… For at opsummere, så har jeg altså 7 søskende! Én helsøskende, to halvsøskende og fire stedsøskende.
Fire på mors side og fire på fars side. Michelle, Nicki, Cecilie, Mads, Alexander, Sophia og Jens. Jeg vil aldrig være foruden en eneste af dem, da jeg ser dem alle som søskende og elsker dem noget så højt.
Derudover har jeg en kæmpe familie, da mine respektive forældre har taget en masse med sig, så jeg kan garantere jer, at familie-tamtam aldrig er kedeligt, på hverken den ene eller den side eller når vi alle er samlet. For dét kan vi også i vores familie – være sammen på kryds og tværs af familierne. Det er jeg evigt taknemmelig for!
Alt i alt, har jeg haft en god og tryg opvækst, med nogle bump på vejen, som jeg lige så meget har skabt for mig selv, såvel som der har været nogle, som ikke har kunne undgås, i vores dine, mine og vores liv.
Selvom jeg selv er delebarn og aldrig ville ønske det anderledes, var det aldrig mit mål, at mine børn også skulle være det, men jeg har også lært, at jeg er nødt til at træffe beslutninger, som måske ikke altid er for mine børns bedste i nuet, men på sigt bliver det. For mig at se, er det bedste for mine børn, at have en glad mor og far, hver for sig, frem for en mor og far, der ikke fungere sammen. Det får I meget mere at vide om, en anden god gang.

I skal selvfølgelig ikke snydes for nogle billeder, så dem kan I se herunder.

 

Ikke kategoriseret 0 Comment

Mit første indlæg!

maj
02

JUHUUUU! Så er jeg klar – “Hverdags Vilemmaer” er en realitet, og jeg er nu officielt en del af bloggerverden.

Jeg har længe gået og overvejet at blogge, uden at gøre noget ved det, men det er der blevet ændret på nu. Jeg er SÅ spændt og jeg glæder mig simpelthen sådan til at dele en masse med jer!

Jeg har lavet en præsentation om mig, min lille familie og bloggen, som jeg håber kan give jer et godt indblik i, hvad det hele kommer til at handle om. Den kan I finde i menuen, under “OM MIG”.

Jeg vil sætte stor pris på, hvis I har lyst til at smide en kommentar, hvor I fortæller lidt om hvad I har lyst til at læse om og hvad der gør en (mommy)blog interessant for jer. Selvom jeg vil tage udgangspunkt i mit eget liv, er det vigtigt for mig, at få jeres meninger med indover, da en blog, i min verden, ikke kun skal gå én vej. Jeg har brug for jer og jeres inputs! I kan skrive en kommentar herunder eller her.

Jeg håber at I tager godt i mod det hele og så glæder jeg mig til at dele en masse indlæg med jer.

Kan I have en fantastisk dag!

 

Ikke kategoriseret 0 Comment